Maltwhiskyens Geografi

Uddrag fra bogen; SKOTSK WHISKY – uden farve, uden filter

 

Giver det overhovedet mening at diskutere en maltwhiskys geografiske oprindelse? Eller giver det mening at gruble over et givent destilleris beliggenhed inden for de forskellige skotske whiskyregioner? Når alt kommer til alt, er whisky et industrielt produkt i modsætning til eksempelvis vin, som er et landsbrugsprodukt.

 

Vin af en vis kvalitet fra et givent område kan ikke kopieres ved blot at anvende samme produktionsmetode på samme druesort i et andet vinområde. En klassisk Bourgogne eller Bordeaux kan ikke produceres andre steder i verden, ligesom portvin udelukkende kan produceres i Dourodalen i Portugal. Der kan nemt laves hedvine i eksempelvis Australien eller i Californien efter samme produktionsmetode, men disse vine vil aldrig bare tilnærmelsesvis komme til at smage som den ægte vare fra Dourodalen. Det forholder sig noget anderledes med et industrielt produkt som maltwhisky.

 

Kan man tale om ”terroir” for skotsk whisky?

Terre betyder jord på fransk, og det er herfra, at begrebet ”terroir” stammer. Det er en term, som især anvendes for vin. Et ”terroir” er et sammenkog af alle de særlige kendetegn, som geografi, geologi og mikroklimatiske forhold på en bestemt lokalitet præger en specifik druesort med. Den samme druesort kan altså være dyrket i to forskellige regioner med forskelligt ”terroir”, og druen vil således give to forskellige vine. I nogle tilfælde vil et ”terroir” variere fra mark til mark og dermed give forskellige vine inden for meget kort afstand.

 

Der er ingen tvivl om, at ”terroir” er et vigtigt begreb i vinverdenen og ved produktion af druebaseret spiritus (eksempelvis Cognac, Armagnac med flere). Det er veldokumenteret, og det er hele grundlaget for eksempelvis appellation-systemet for franske vine. Dette system har stået model til andre lignende systemer for vine produceret andre steder i især Europa.

 

Men kan man også tale om ”terroir”, for så vidt angår whisky? Hvor går grænserne for begrebet i så fald?

 

Det må som udgangspunkt være byggens oprindelse og den lokale vandforsyning, som er hovedingredienserne i et givent ”terroir”. Ligeledes kan man tænke sig, at miljøet, hvor væsken gærer, og hvor destilleringen foregår, kan have en indflydelse, som ikke vil kunne efterlignes eller kopieres. Det er i hvert fald en kendsgerning, at lagringsprincip og lagringssted for whiskyen spiller en afgørende rolle for slutproduktet.

 

Det er meget sandsynligt, at en maltwhisky i en eller anden grad er ”terroir”-påvirket, men det er et område af whiskyproduktion, som er meget dårligt undersøgt og belyst. Eksempelvis har vi aldrig hørt andet, end at valget af maltbyg udelukkende foretages på baggrund af hensynet til udbytte - altså hvilken sort, man kan lave mest whisky på.

De skotske whiskyregioner

Skotland er i dag officielt inddelt i fem forskellige whiskyregioner. Speyside, Highlands, Lowlands, Islay og Campbeltown. Alene denne inddeling giver godt stof til diskussionen om regionernes betydning. Hvor mange forbrugere opfatter mon eksempelvis Jura, Arran og Talisker destillerierne som Highlands? Men det er de ifølge Scotch Whisky Associations (SWA) officielle regionsopdeling.

 

Men der er andre, som har en anden holdning til regionsinddelingen. Både forbrugere og whiskyskribenter tager ofte øerne (eksklusiv Islay) ud som en selvstændig region, nemlig Islands.

 

Den verdenskendte whiskyforfatter Michael Jackson har tidligere lavet en spændende inddeling af områderne i underregioner:

 

Speyside: Speyside, Bogie, Deveron, Dufftown, Fiddich, Findhorn Valley, Inverness, Isla, Livet, Lossie, Rothes og Strathisla.

 

Highlands: North, West, East, Midlands og Islands

 

Lowlands: Central, East, West og Borders

 

Islay: North shore, South shore og Loch Indaal

 

Campbeltown
 

Er det kejserens nye klæder?

Som nævnt ovenfor er whisky et industrielt produkt, og det giver grundlæggende ingen mening at foretage en inddeling af destillerierne rent geografisk.

Jo mere fokus, der imidlertid er kommet på maltwhisky og på selve destillerierne igennem de seneste årtier, jo mere har kreative reklamefolk valgt at fokuseret på regionerne. Lidt ud fra samme struktur, som gør sig gældende for europæisk vinproduktion. Det er en nem og brugbar model – rent markedsføringsmæssigt – som forbrugerne er vant til at skulle forholde sig til. Men det ER kejserens nye klæder, for den holder ikke. Udbuddet af maltwhisky fra de enkelte destillerier er efterhånden så stort og spraglet, at enhver kan se, at der nemt kan laves røget og peated whisky overalt i Skotland, ligesom de kan fremelske den mest sarte, bløde og feminine maltwhisky fra destillerier, som aldrig har haft tradition for at producere maltwhisky med lowland-stil.

 

Hvorfra stammer regionsopdelingen?

Den oprindelige opdeling blev foretaget i 1784 og var udelukkende en opdeling mellem whisky produceret i højlandet (Highland) og i lavlandet (Lowland). ”The Wash Act”, som loven blev kaldt, definerede 17 lokalområder som ”Highland”. Loven blev året efter strammet yderligere, således at højlandet blev indsnævret til området nord for højlandslinjen, og linjen gik stort set fra omkring Dumbarton til Dundee. Loven betød, at der kom til at gælde særlige regler for producenterne i højlandet. Der var regler for kedelstørrelser, styrken på den ”wash”, der blev destilleret på, og regler for hastigheden i destillationen. Det kom til at betyde, at whiskyen fra disse to regioner blev meget forskellig. Højlandswhiskyen blev på daværende tidspunkt betragtet som værende væsentligt bedre end lavlandswhiskyen.

 

Selvudnævnte regioner

I midten af 1800-tallet blev yderligere tre regioner omtalt, nemlig Campbeltown, Islay og Glenlivet.  I tilfældet med de to førstnævnte var det nok mest på grund af det store antal af destillerier, som på dette tidspunkt var i produktion i disse to regioner. I tilfældet Glenlivet var det vel det første forsøg på at beskrive det, som vi i dag kender som Speyside, som beskriver en bestemt smagsretning. Glenlivet var ikke kun navnet på et destilleri (det første som fik licens) og den første rigtige mærkevare (Old Vatted Glenlivet), men også navnet på den berømte dal, hvorfra smugleriet udgik, og hvorfra man havde gode erfaringer med whiskyens kvalitet. Fra 1860’erne benyttede destillerier, der var beliggende op til 30 miles fra selve Glenlivet, dalens navn som tilnavn til destilleriets eget navn. Netop dette faktum har været årsagen til den spøgefulde omtale af Glenlivet som Skotlands længste dal (glen). Det faktum, at navnet Glenlivet blev benyttet af snesevis af andre producenter, behagede naturligvis ikke George Smith, der ejede Glenlivet. Derfor mærkeregistrerede han navnet ”Glenlivet Distillery”. Det betød samtidig, at andre destillerier alene måtte benytte Glenlivet som et præfiks til deres eget navn, eksempelvis Macallan-Glenlivet eller Longmorn-Glenlivet. I 1890’erne var der ikke mindre end 25 destillerier, der benyttede sig af dette præfiks.

 

Fokus på områdeinddelingen kom der for alvor først igen op igennem 1980érne, hvor maltwhisky for alvor blev populær. Producenter og velmenende whiskyskribenter forsøgte at give forbrugerne en indsigt i smagsretninger og stilarter ved at inddele destillerierne i forskellige områder, men det blev aldrig nogen god vejledning. Destilleriets geografiske beliggenhed forklarer kun i meget ringe grad en maltwhiskys smag.